Er engelsk vingummi fra england

Grænsen mellem sprog og dialekt er ofte flydende og kan give anledning til uenighed, hvilket især påvirker synet på og behandlingen af mindretalssprog, der i mange tilfælde bliver overset eller underprioriteret i den offentlige sfære. Irsk og skotsk-gælisk betragtes bredt som to selvstændige sprog frem for regionale varianter af samme sprog, på trods af at der - særligt mellem de nordirske dialekter og de sydlige skotske gæliske udgaver - findes en vis grad af gensidig forståelse, hvilket ellers ofte er et kriterium for at klassificere to sprogformer som dialekter af samme sprog.

Tilhørsforholdet mellem lavlandsskotsk og engelsk er derimod langt mere komplekst, idet talere af det ene sprog som regel uden større besvær kan opfatte det andet, hvilket gør afgrænsningen yderst problematisk. Lignende udfordringer opstår, når man skal definere forholdet mellem ulsterskotsk og lavlandsskotsk, som i høj grad overlapper hinanden og endda delte en fælles skriftsprogstradition langt op i moderne tid, hvilket yderligere komplicerer deres status.

Dialekterne inden for de nævnte sprog - herunder engelsk - nyder sjældent nogen form for officiel anerkendelse eller støtte, hvilket skaber debatter, da man på det europæiske fastland ofte ser eksempler på, at dialekter med mindre indbyrdes forskelle og distinkte træk end de engelske dialekter alligevel opnår beskyttelse og ressourcer til at bevare og fremme deres sproglige arv.

I Nordirland er brugen af irsk og ulsterskotsk i visse sammenhænge politisk betinget, selvom begge sprog historisk set har været udbredt blandt befolkningen uanset religiøs eller national baggrund. Undersøgelser som Northern Ireland Life and Times afslører, at der blandt talere af ulsterskotsk findes dobbelt så mange tilhængere af unionismen som af nationalismen, hvilket understreger sprogets rolle i identitetspolitikken.

I Skottland møder skotsk-gælisk en vis modstand i lavlandsområderne, på trods af at det tidligere var det dominerende sprog i store dele af regionen - bortset fra et lille hjørne i sydøst, der blev indlemmet i Northumbria og traditionelt har talt engelsk eller lavlandsskotsk. Øgruppen Shetland og Orknøerne har derimod aldrig været gælisksprogede; her var det gamle sprog norn - en norrøn-basede sprogform med slægtskab til islandsk og færøysk - der prægede kommunikationen, indtil det gradvist uddøde.

De lavlandsskotske dialekter, der tales på disse øer, adskiller sig markant fra fastlandets udgave. Norn fandtes også i Caithness og muligvis på Hebriderne, men forsvandt her langt tidligere, og på Hebriderne blev det erstattet af gælisk. Hvad angår kornisk, så markerede Dolly Pentreaths død i 1777 det endelige tab af det sidste modersmålstalende individ, men i nyere tid er sproget blevet genoplivet gennem bevidste indsatser.

Nogle kritiker hævder, at kornisk aldrig kan blive mere end et akademisk konstrueret sprog uden native talere, begrænset til lærde kredse og "elever" uden dybere rod i hverdagen. Andre argumenterer imod og peger på, at da nogle børn i dag opfostres med kornisk som førstesprog, bør det betragtes på linje med det genopståede hebraiske sprog, der efter årtiers fravær igen fungerer som et levende kommunikationsmiddel.

Inden for korniskbevægelsen har der imidlertid været betydelig splittelse og interne konflikter, hvilket potentielt har svækket sprogets udviklingsmuligheder og dets chance for at etablere sig som et fuldgyldigt, moderne sprog.