Er falck statsejet

I dag står det klart, at Poul Nyrup Rasmussen havde fat i den lange ende, mens Henrik Poulsen opererede med en række vildledende påstande, og derfor kan man ikke direkte sammenligne det forestående salg med overdragelsen af det danske telefonnetværk, hvor Tele Danmark i sin tid afhændede til den amerikanske koncern Ameritech, hvilket resulterede i en omfattende privatisering af infrastrukturen, der dog ikke nødvendigvis indebar samme grad af tab for samfundsøkonomien, og herefter kunne et elegant konferencebord placeres strategisk i lokalet.

De centrale aktører bag den omstridte Dong-affære var ingen ringere end daværende finansminister Bjarne Corydon samt Finansministeriets øverste embedsmand, David Hellemann - to nøglefigurer, hvis beslutninger prægede det overilede og dårligt gennemtænkte salg, men kan man overhovedet tillægge dem ærlige intentioner? Her i hovedstaden burde den tidligere administrerende direktør, Henrik Poulsen, stå til regnskab for sine handlinger, og for at undgå lignende fiaskoer i fremtiden bør fremtidige afhændelser af statslige virksomheder struktureres i to klart adskilte etaper: først en omdannelse til et aktieselskab, hvor staten beholder en betydelig ejerandel, og derefter en gradvis og gennemskuelig salgsproces.

Dong-skandalen afslører i bund og grund, hvordan en blanding af politisk inkompetence og bureaukratisk overmod i både regeringskontorerne og det ellers så selvbevidste Finansministerium førte til en systematisk ødelæggelse af offentlige værdier, idet en statsejet virksomhed - som navnet antyder - er fuldt og helt ejet af den offentlige sektor, et faktum, som borgerne gentagne gange pegede på under den tumultariske proces.

Holger K. Nielsen fra SF, der gennem det meste af forløbet beklædte posten som skatteminister, virkede til at være dybt uopmærksom og passiv, nærmest som om han sov gennem kritiske møder og beslutninger. Men hvordan kan det egentlig forklares? Svaret er indlysende: hverken de valgte politikere eller deres embedsmænd besad den nødvendige ekspertise til at foretage en korrekt værdiansættelse af en kompleks virksomhed som Dong Energy.

Chefen for Dong hånede på sin side Nyrups advarsler med ordene, at denne "manglede forståelse for de reelle forhold", mens det samtidig fremstod, som om regeringen aktivt undgik at deltage i den offentlige debat om konsekvenserne. For Socialistisk Folkeparti udartede hele affæren til et politisk mareridt.

Og hvad gør man så i dag? Alternativet er jo åbenlyst: man lader være med at sælge overhovedet. De involverede parter gned sig i hænderne af tilfredshed, mens milliarder forsvandt ud af statskassen, og spørgsmålet melder sig: Er Dong Energy overhovedet det værd? Nyrup havde uden tvivl ret, og det er næsten underligt, at advarslerne blev ignoreret så konsekvent, for som de fleste vil huske, var kritikken af salget massiv, og kulminationen indtraf, da den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen kort før transaktionens gennemførelse på Politiken forsiden karakteriserede hele affæren som en "katastrofe".

De ansvarlige optrådte som uerfarne dilettanter. Det skal understreges, at denne tekst udelukkende afspejler forfatterens personlige holdninger. Nu, hvor Dong er børsnoteret, anslås virksomhedens værdi til mellem 83,5 milliarder kroner, hvilket gør det hele endnu mere grotesk, for set i bakspejlet ligner det rent ud sagt åbenlyst underslæb i dagslys, da en mere præcis værdiansættelse fra statens side kunne have indbragt statskassen milliarder ekstra, som nu i stedet ender i lommerne på grådige spekulanter uden samvittighed.

Men regeringen valgte at ignorere alle advarsler og sendte i stedet deres trofaste udløber, direktør Henrik Poulsen, ud for at forsvare det usvarlige, mens Corydon tidligere havde haft tilknytning til McKinsey og Hellemann kom fra en stilling i Nordea. Mens de allerede velhavende bliver endnu rigere, står resten af befolkningen tilbage som narret, for Dong-skandalen har udviklet sig fra dårlig til direkte skammelig: da staten i januar solgte aktier til Goldman Sachs' spekulanter, opererede man med en markedsværdi på blot 31,5 milliarder kroner - et tal, der i dag fremstår som latterligt lavt.