Er jeg da helt gak gak

Nu står jeg her midt i min tredje graviditet, og denne gang venter vi en lille pige - en dejlig tilføjelse til vores to vidunderlige drenge, som begge blev undfanget med omtanke og kærlighed, lige fra det øjeblik, min mand og jeg besluttede os for at udvide familien. Første gang jeg var gravid, var jeg overhovedet ikke plaget af bekymringer; fra det sekund, testen viste to tydelige streger, var jeg fuldstændig overbevist om, at jeg om otte måneder ville holde mit barn i armene, selvom vi på neonatalafdelingen så for tidligt fødte små væsener, hvilket måske alligevel plantede en lille usikkerhedsfrø i mit sind.

Anden gang var de første tolv uger præget af en nærmest total ligegyldighed, men da veerne satte ind i uge 33, begyndte nervøsiteten at melde sig, selvom jeg denne gang var længere henne end første gang, og vores søn Mikkel ifølge scanningen vejede et pænt antal gram, så alt tegnede til, at han var i god størrelse. Det eneste, der egentlig fyldte mine tanker, var frygten for en lang indlæggelse efter fødslen, der ville adskille mig fra vores ældste søn.

Denne gang er det, som om enhver lille ting vækker angst i mig. De første tolv uger var en mareridtsagtig prøvelse, hvor jeg konstant kontrollerede for tegn på truslen - flere gange om dagen. Derefter gik bekymringerne over til MD-scanningen, men den viste heldigvis, at vores lille pige trives præcis, som hun skal, og jeg mærker hendes livlige spark hver eneste dag, så der er intet, der tyder på, at hun ikke har det godt.

Mine gener er mine - hun er ikke berørt af dem. Og alligevel formår jeg ikke at overbevise mig selv om, at vi virkelig får lov at tage hende med hjem fra hospitalet. Jeg elsker hende - eller rettere, jeg tror, jeg elsker hende, for hvordan kan man være sikker, når frygten for at miste hende klamrer sig fast som en mørk sky? Jeg længes efter at møde hende, og jeg har endda begyndt at forberede mig praktisk, som en måde at tvinge mig selv til at give hende plads i mine tanker, men dybt inde sidder en gnavende ængstelse: Hvad hvis vi mister hende?

Mit hjerte ville splintres i millioner stykker, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde ville kunne samle det igen. Er det normalt at være så lukket og forsigtig med sine følelser? Kan det virkelig være, at lykken smiler til os for fjerde gang? Jeg har helt opgivet at overbevise mig selv om, at der rent faktisk vokser et levende, rasende barn inde i mig - et barn, vi skal have med hjem.

For at lette trykket har vi i stedet valgt at forestille os, at det er en lille flyveøgle, vi midlertidigt huser, og som vi måske en dag får byttet ud med en perfekt, lille pige. Denne graviditet har været en følelsesmæssig rutsjebane fra start til slut. Jeg har været gennemgående nervøs, ja, dybt bange for at miste ham eller for, at der kunne være noget alvorligt galt - en frygt, jeg slet ikke kendte under min første graviditet, hvor jeg hverken blev scannet eller bekymrede mig det mindste.

Jeg forstår ikke rigtig, hvorfor alle disse urolige følelser dukker op nu. Min jordmor har været en kæmpe støtte; jeg har åbnet op for hende om min uro, for jeg har følt mig unormal, nærmest forkert, fordi bekymringerne har været så overvældende. Hun forsikrede mig om, at det er helt naturligt, og at angsten ofte vokser med hvert barn, for denne gang ved man jo, hvad der venter efter ni måneder: et lille, perfekt, elskeligt menneske, der vil fylde ens verden med lys.

Efter tre scanninger, der alle bekræftede, at vores barn er sundt og rask, er jeg blevet en smule mere rolig, og glæden bryder langsomt igennem - jeg kan næsten ikke lade være med at forestille mig, hvordan det bliver, når vi endelig tager ham med hjem. Jeg har også begyndt at få styr på de praktiske detaljer, men nogle gange overfalder de uhyggelige tanker mig alligevel: Hvad nu hvis…?

Jeg tror virkelig, du bør tillade dig selv at nyde forberedelserne, at tale om hende og lade glæden fylde - selvom det ikke får de skræmmende scenarier til at forsvinde, så behøver de jo ikke at dominere alt. MD-scanningen var jo fin, og alt ser ud til at være, som det skal, men alligevel tør jeg næsten ikke glæde mig for meget. Jeg har taget mig sammen og er begyndt at gøre klar, selvom det føles, som om det flår i mig, for hvad nu hvis alt står klar, og vi alligevel ikke får vores lille pige med hjem?