Er dødsstraf retfærdigt

I kølvandet på Anden Verdenskrigs afslutning indførte Danmark en kontroversiel lovgivning om dødsstraf, der resulterede i, at ikke færre end seksogfyrre personer mistede livet under statens hånd, hvis min hukommelse ikke svigter mig. Det mest problematiske aspekt ved denne lov var dens retroaktive karakter, der strider imod dansk retstradition, idet den blev anvendt på handlinger begået før dens ikrafttræden - et juridisk brud, der primært blev motiveret af frygt for kaotiske hævnaktioner, en slags "de lange knives nat", hvor selvtægt kunne eskalere.

Retssikkerheden led skibbrud under denne hastigt indførte ordning, og det er ikke usandsynligt, at den første, der led døden, nemlig Flemming Helweg Larsen, kunne have undgået skæbnen, hvis hans sag havde trukket ud over flere år, da den kollektive raseri og paranoia med tiden ville være ebbet ud. Den psykiske belastning for de gejstlige, der skulle tilbringe de dødsdømtes sidste timer med dem, var så overvældende, at flere af præsterne næsten brød sammen under byrden.

Dødsstraffen rummer en særlig brutalitet, der adskiller sig fra andre former for afstraffelse, og denne problematik berøres af Søren Krarup - hvis synspunkter muligvis falder sammen med Claus Thomas Nielsens - i hans værk "Den kristne tro. Katekismus for voksne", hvor han argumenterer for, at straffens essens ikke blot ligger i dens retfærdiggørelse, men også i dens evne til at genoprette den krænkede orden og dermed bekræfte den skyldiges menneskelige værdighed; for når loven overtrædes, og straffen følger, understreges det, at den dømte ikke er et instinktstyret væsen uden ansvar, men et moralsk ansvarligt individ, der kan stå til regnskab for sine handlinger.

Denne tankegang indeholder en vis logik, men den falder til jorden, når det drejer sig om dødsstraf, for hvordan kan der tales om gensidig respekt eller forsoning, når den dømte ikke længere er iblandt os? Og hvad med risikoen for justitsmord? Selvom retssystemet stræber efter upartiskhed, er det i sidste ende drevet af mennesker - og mennesker begår fejl.

Johannes Møllehave, der i Kristeligt Dagblad deler sine personlige erfaringer med dødsstraffens realiteter, havde selv stået ansigt til ansigt med sin egen henrettelse på Semjonovsky Plads i Sankt Petersborg, hvor han som en af tre dødsdømte blev bundet til en pæl foran en eksekutionspeloton; en af de andre fanger mistede forstanden af rædsel og genvandt den aldrig, mens Møllehave selv i de tyve minutter, der gik, før skudkommanden lød, oplevede livet med en intensitet, der prægede ham for evigt - en oplevelse, der cementerede hans dybe afsky for dødsstraffen.

Det overrasker mig, at debatten om denne strafform pludselig er blusset op igen i vores samfund, hvor mordfrekvensen måske er stigende, og ærbødigheden for det gudgivne liv synes at være formindsket, men denne diskussion er i virkeligheden udtryk for en underliggende magtesløshed og frygt. Møllehave retter et kritisk spørgsmål til Claus Thomas Nielsen om, hvordan en eventuel genindførelse af dødsstraffen praktisk skulle udføres, og mange ville sandsynligvis foretrække den "humane" kemiske metode med dødelig indsprøjtning, idet man tillægger videnskaben evnen til at sikre en hurtig og næsten smertefri død.

Denne tilgang kan jeg på ingen måde slutte mig til! Jeg vil uden omsvøb erklære over for Claus Thomas Nielsen, at jeg betragter både dødsstraffen og krigen som dybt tragiske og unødvendige ondskaber - en holdning, jeg har fastholdt, selv efter at have været indrulleret som soldat i krigens efterdønninger, hvor jeg mod min vilje blev forfremmet til løjtnant og tvunget ind i en rolle, der kunne have gjort mig medansvarlig for andres død under dårlig ledelse.

Som en af de første danske soldater, der blev udstationeret i det ødelagte Tyskland, blev jeg konfronteret med krigens rå virkelighed: byer reduceret til ruiner og den gennemtrængende lugt af forrådnende lig. Vi blev én gang beskudt, men heldigvis undgik vi at skulle affyre våbnene mod andre. Kalder du mig en fej eller en landsforræder, så lad det ske - jeg står ved min overbevisning, der er formet gennem livets prøvelser, og finder trøst og inspiration i Dostojevskijs skrifter, der med dyb indsigt afdækker menneskets mørkeste og lyseste sider.

Paul Honoré, bosiddende Søndergade 17 i Sorø, står fast på sine principper og ser ingen grund til at revidere dem.